På en lille gård i det sydlige Jylland bor Anna. Hun er midt i fyrrerne, solbrun året rundt og har hænder, der bærer præg af et liv levet tæt på jorden. Gården, som hun overtog fra sine bedsteforældre for ti år siden, ligger i udkanten af en landsby, omgivet af grønne marker, snoede grusveje og lyden af fuglesang fra tidlig morgenstund.

Anna står op hver dag klokken fem. Før solen har fået farve på himlen, har hun allerede fodret dyrene og lukket dem ud i foldene. Der er heste, køer, får, geder, høns, katte – og tre hunde, der følger hende trofast rundt hele dagen. Hendes liv er ikke nemt, men det er fyldt med ro og mening.

Hver dag er forskellig, men også fuld af ritualer. Morgenens første opgaver er de vigtigste. Hestene skal fodres, vandes og have renset deres bokse. Anna taler stille med dem, mens hun arbejder – en vane, der begyndte, da hun som barn tilbragte timevis i staldene med sin morfar. “Godmorgen, gamle ven,” siger hun til den ældste af hestene, en brun vallak ved navn Thor, der med sine bløde øjne og rolige bevægelser ligner selve symbolet på fred.

Anna går op i at passe sine dyr ordentligt. Det er ikke nok, at de får foder og vand. De skal have det godt – fysisk og mentalt. Derfor sørger hun også for at bruge den rigtige strøelse til heste. Det kan virke som en lille ting, men for hende betyder det forskellen mellem trivsel og mistrivsel. Hun har prøvet mange slags, men har fundet én, der holder boksene tørre og gør det nemmere at holde rent. Det er især vigtigt om vinteren, hvor stalden er fuld og luften fugtig.

Men livet på gården handler ikke kun om praktiske gøremål. Det handler også om nærvær, rytme og årstidernes skiften. Om foråret mærker Anna livet vågne igen – lam fødes, kalve springer i engen, og fuglene bygger reder i træerne omkring huset. Hun elsker denne tid, hvor alt emmer af fornyelse, og jorden dufter frisk og fuld af løfter.

Sommeren bringer lange dage og sene aftener. Græsset skal slås, høet skal samles, og gården summer af aktivitet. Børn fra landsbyen kommer ofte på besøg – nogle gange for at hjælpe, andre gange bare for at være tæt på dyrene. Anna har altid døren åben og et glas hjemmelavet saft klar. Hun ser det som sin opgave at give videre – ikke bare viden, men også glæden ved det enkle liv.

Efteråret er mere stille. Naturen trækker sig tilbage, og Anna begynder forberedelserne til vinteren. Der skal hentes brænde, laves syltetøj og købes ind. Hun bruger også mere tid i det lille værksted bag stalden, hvor hun reparerer hegn, syr dækkener til hestene og sliber redskaber. Det er den tid, hvor tanker får lov til at vandre, og hun mindes sin bedstemor, som plejede at sidde med strikketøjet i skumringen, mens regnen trommede på ruden.

Vinteren er hård, men smuk. Sneen lægger sig som et tæppe over markerne, og gården virker indhyllet i stilhed. Det kræver mere arbejde at holde dyrene varme og sunde, men Anna klager aldrig. Hun finder glæde i de små ting – dampen fra hestens næse, når de trækker vejret i den frostklare morgen, lyden af halm, der knaser under støvlerne, og duften af frisklavet kaffe, når hun endelig kommer ind i køkkenet efter morgenens arbejde.

Anna lever et liv, mange ville kalde simpelt. Men for hende er det alt andet end simpelt. Det er fyldt med ansvar, kærlighed og frihed. Hun er alene, men aldrig ensom. Dyrene, naturen og rytmen i hverdagens opgaver holder hende forankret og taknemmelig.

For hende handler livet ikke om at nå frem, men om at være til stede. På gården – blandt dyrene, årstiderne og det arbejdende fællesskab – har hun fundet sit sted i verden. Og selvom ingen dag er let, er hver dag fuld af liv.

Se også vores artikel om geder.